Glemt nordmand glæder sig til forsinket Europa-debut

Skrevet af admin

20/02/2014

Dagens topnyheder

Når Esbjerg i aften løber på banen til Europa League-kampen mod Fiorentina, får midtbanespilleren Mohammed Fellah langt om længe sin europæiske debut for vestjyderne.

Fellah blev i sensommeren ufrivillig hovedperson i en pinlig sag, hvor Esbjerg simpelthen glemte at skrive ham på den liste af spillere, som klubben sendte til det europæiske fodboldforbund Uefa.

Det betød, at den nyindkøbte norske profil var spærret i hele gruppespillet, men nu er ventetiden endelig slut.

- Ja, "endelig" er et ord, jeg har sagt mange gange de sidste dage, siger Mohammed Fellah.

Den lille kreatør har fået meget spilletid i testkampene hen over vinteren og står til en plads i startopstillingen, hvor han skal sætte vestjydernes offensiv i scene bag den nye angriber Martin Pusic.

- Jeg er faldet godt ind på holdet og får god feedback. Jeg er måske en lidt mere kreativ type end de andre, og får jeg publikum med mig, kan der blive mange gode oplevelser, mener Fellah.

Hans efterår var stort set spildt, fordi han som følge af skader aldrig rigtig kom i gang. Nu ser det imidlertid lysere ud for manden med to landskampe for Norge.

- Fra dag et har jeg kæmpet med forstrækninger og en muskelskade i låret, og jeg kom aldrig i gang. Jeg startede alt for tidligt hver gang, og skaden brød op tre gange. Men siden januar har det føltes godt, og jeg har fået trænet ordentligt, siger han.

Han erkender, at hans europæiske debut for Esbjerg kan blive en ordentlig mundfuld mod de prominente italienske gæster.

- Det bliver en hård kamp. Vi skal sørge for at placere os godt defensivt og prøve at frustrere dem, og så skal vi tage vare på vores chancer, siger Mohammed Fellah.

- Fiorentina er jo midt i en periode, hvor de spiller mange kampe, og vi har ikke spillet vigtige kampe i to måneder.

- Det kan også være positivt, at vi har lidt lettere ben end dem, og når kampen er i gang, tror jeg ikke, vi tænker over den manglende kamptræning, lyder det fra Esbjergs glemte nordmand.

Esbjergs møde med Fiorentina starter klokken 19 på Blue Water Arena.

/ritzau/