Glemte breve kan redde bankdirektører fra fængsel

Skrevet af admin

02/09/2015

Dagens topnyheder

Det er ikke sikkert, at en højt profileret sag om påstået kursmanipulation, mandatsvig og bedrageri får lov til at køre i landsretten, skriver Finans.dk.

I juli ankede Bagmandspolitiet sagen mod syv tidligere ledende medarbejdere i tre pengeinstitutter, efter at de var blevet frifundet i byretten i den såkaldte Ebh-sag.

Men i mandags afleverede forsvarsadvokaterne en klage til Vestre Landsret, hvori de argumenterer for, at sagen skal afvises, fordi Bagmandspolitiet ikke har overholdt de formelle tidsfrister for at indgive ankesagen.

Når tidsfristerne ikke er overholdt, skal sagen afvises, og dermed står byrettens frikendelser ved magt, mener forsvarerne.

Hvis ankesagen får lov at køre, kan den resultere i fængselsstraffe på helt op til otte år til flere af de tiltalte.

- Det er ikke en specielt betryggende måde, denne sag har været håndteret på. Som part i en sag og som borger må man forvente, at anklagemyndigheden er i stand til at overholde de ankefrister, der gælder, siger Arvid Andersen, der er forsvarer for Ebh Banks tidligere adm. direktør Finn Strier Poulsen, til Finans.dk.

Bagmandspolitiet erkender, at nogle af de breve, som blev sendt ud med oplysninger om anken, blev sendt en dag for sent.

Men det skyldes ifølge myndigheden en fejl hos Postnord og ikke hos Bagmandspolitiet, og under alle omstændigheder er der tale om en bagatel, som ikke skal have indflydelse på, at ankesagen skal have lov til at køre, lyder argumentet.

De syv tiltalte, der har siddet på topposter i Morsø Sparekasse, Ebh Bank og Sparekassen Kronjylland, beskyldes for at have lagt en plan om at presse kursen på to obligationer og en bankaktie kunstigt i vejret.

Formålet var at score store gevinster, som gik til mændene, et par hustruer og nogle bekendte. Udbyttet var cirka seks millioner kroner, påstås det.

Byretten mente imidlertid ikke, at der var beviser for, at de tiltalte på forhånd havde lagt en plan. Der kunne være tale om legitime forretninger, fastslog Retten i Hjørring.

Forsvarerne og Bagmandspolitiet forventer ifølge Finans.dk, at landsretten i løbet af fire til seks uger beslutter, om ankesagen skal have lov at køre, eller om den allerede langstrakte Ebh-sag slutter i en postbakke hos Bagmandspolitiet.

/ritzau/