Glen Riddersholm: Kollektivet vokser

Skrevet af admin

30/11/2013

Dagens topnyheder

FC Midtjylland var igen ramt af karantæner, men fredag formåede holdet alligevel at slå de fysiske stærke oprykkere fra FC Vestsjælland på udebane.

Midtjyderne topper Superligaen, og meget skal gå galt, hvis Glen Riddersholms mandskab ikke også overvintrer på den plads.

- Hele formlen for vores umiddelbare succes er, at vores mange dygtige individualister vokser kollektivt.

- Individuelt havde vi tabt kampen mod FC Vestsjælland, siger Glen Riddersholm.

Trænerer deler især roser ud til holdets mange unge spillere, der gjorde en god figur mod FC Vestsjælland.

- Jeg ved ikke, om folk ved, hvad det er for en trup, vi har. Vi har kun 15 spillere i vores trup, der har spillet 25 kampe fra start. Når man mangler seks ud af de 15, så mangler man jo noget.

- Det kræver, at man kan ride stormen af og kæmpe sig til tre point, og det vokser vi ved. Vi har stået mange gange i den her sæson, hvor vi har spillet uafgjort, selv om vi har spillet godt. Så det er en fantastisk følelse at vinde 1-0.

- Hvis man var lidt en større klub af navn end FC Midtjylland, så ville man have kaldt det en topprofessionel indsats, mener han.

Angriberen Morten "Duncan" Rasmussen har flere gange i denne sæson haft en afgørende fod med i midtjydernes succes, men fredag aften udeblev skarpheden.

Holdets topscorer, som er plaget af en mindre skade, misbrugte tre oplagte målchancer, men træneren var alligevel meget tilfreds med indsatsen.

- Duncan kunne med større effektivitet have gjort væsentligt forskel på hans samlede antal mål, men han ofrer sig for holdet.

- Han er kun på 70 procent, men som holdspiller ofrer han sig for sine kolleger, hvor han går ned i forsvaret og tager fra, siger Glen Riddersholm.

FC Midtjyllands kollektiv får chancen for at levere endnu et godt resultat, når AGF gæster MCH Arena næste weekend.

/ritzau/