Glen Riddersholm: Vi er et umodent hold

Skrevet af admin

09/04/2016

Mest læste i dag

Glen Riddersholm og AGF har endnu forårets første sejr til gode i Alka Superligaen.

Lørdag blev det til endnu et uafgjort resultat, da aarhusianerne med et mål i overtiden sikrede 2-2 i Haderslev, og det behagede ikke Riddersholm.

Ifølge AGF's cheftræner er hans hold umodent, og det er ikke vant til at vinde kampe.

- Vi har et hold, der ikke er vant til at vinde kampe. Vi er et umodent hold, men i nogle faser viste vi modenhed, da vi fik to skader. Her justerede vi flere gange, og til sidst satsede vi mere offensivt.

- Det var en form for modenhed. Samtidig skal vi til at lære at vinde, siger Glen Riddersholm

Glen Riddersholm var efter kampen skuffet på trods af, at hans hold fik hevet det ene point med hjem til Aarhus i overtiden. Kun AGF-angriber Jesper Lange kan være tilfreds.

- Først og fremmest står jeg med en skuffelse. Vi holdt ikke de disciplinære aftaler på dødboldene.

- Når drengene træder ind i omklædningsrummet i dag, skal de ikke være glade for det ene point. Jesper Lange kan være glad for sit mål. Men holdet skal være frustreret, siger Glen Riddersholm.

Netop Jesper Lange scorede det pointgivende mål, og kunne modsat sin cheftræner bedre acceptere det ene point.

- Et point i overtiden var da et lille plaster på såret. Men det er ikke sådan, at der bliver fest i bussen på vej hjem, siger Jesper Lange.

Han var tilfreds med sine holdkammerater på trods af et par afgørende situationer, der endte i mål.

- Vi viste igen høj moral og vinderattitude. Vi blev ved med at kæmpe. Der var så nogle episoder i kampen, hvor vi ikke var helt klar, og det kostede.

- I det store billede skal vi snart til at vinde nogle kampe. Det hungrer vi efter, siger Jesper Lange.

AGF skal i næste runde møde Randers, men inden da venter AaB i den første semifinalekamp mellem de to klubber i DBU Pokalen.

/ritzau/