Glistrup i Parken-sag: Har set frem til at forklare mig

Skrevet af admin

09/01/2015

Mest læste i dag

Fredag skal en af hovedpersonerne i Parken-sagen, den tidligere direktør Jørgen Glistrup, komme med sin version af sagen, hvor han er anklaget for kursmanipulation under særligt skærpende omstændigheder.

Og Jørgen Glistrup er mere end villig til at svare på anklagemyndighedens spørgsmål, lyder det, da han har sat sig i vidneskranken i Københavns Byret.

- Jeg har været anklaget for noget, jeg ikke har gjort, igennem fire år. Jeg har set frem til at svare på spørgsmålene, siger Jørgen Glistrup, som var administrerende direktør i Parken fra oktober 2002 til december 2008.

Senioranklager Benjamin Foverskov lægger blandt andet ud med at spørge ind til rollefordelingen mellem Jørgen Glistrup og Flemming Østergaard, som også er kendt som Don Ø, da de var ansat i Parken.

Og fordelingen var klar - Jørgen Glistrup passede den daglige drift, mens Flemming Østergaard varetog de mere udadvendte funktioner i selskabet.

- Det væsentligste minus ved jobbet for mig var opmærksom fra pressen. Flemming Østergaard ville gerne og var god til det. Jeg ønskede ikke at tale med journalister og ville bare gerne varetage mit arbejde, siger Jørgen Glistrup i byretten.

- Dertil kommer, at Flemming Østergaard var ved et blive et brand, og det ville være tåbeligt ikke at drage fordel af det, siger han.

Den nu 57-årige Jørgen Glistrup havde før tiltrædelsen flere topposter bag sig. Blandt andet har han været underdirektør i Carlsberg.

Men for de fleste danskere vil erhvervsmanden nok være mest kendt som søn af Mogens Glistrup, stifter af Fremskridtspartiet, politiker og jurist.

Anklagemyndigheden vil i løbet af sagen forsøge at bevise, at det var med henblik på at manipulere med kursen på Parkens aktier, at topfolk i selskabet i 2007 og 2008 sørgede for at opkøbe Parkens egne aktier for omkring 113 millioner kroner.

Jørgen Glistrup og tidligere bestyrelsesformand i Parken Flemming Østergaard risikerer fængsel i op til fire år.

/ritzau/