Glødepærer er på vej tilbage takket være en udspekuleret fidus

Skrevet af Lennart Kiil

19/01/2016

Mest læste i dag

Politikerne og bureaukraterne i EU havde dømt glødepæren ude. Men nu gør den gamle glødepære comeback - takket være udspekuleret brug af nanoteknologi.

Og det er der mange, som er glade for at høre. For de nye elsparepærer fik aldrig et folkeligt gennembrud. De blev aldrig rigtigt populære.

Kim Poulsen fra København, som Dagens.dk har talt med, har for eksempel aldrig rigtigt kunnet se fidusen ved sparepærerne, selvom han har prøvet:

- Sparepærer er dyre og dårlige. Øjnene anstrenges, lyset er ubehageligt.

Alt det skulle der kunne rettes op på med den nye lysteknologi fra MIT; USA mest berømte tekniske universitet.

Måske bortset fra det med prisen, men det vender vi tilbage til.

Læs også: 10 ting som vi ikke kunne leve uden, men som i dag er væk: Husker du faxmaskinen?

Dagens.dk har spurgt Peter Balling, som er professor ved Institut for Fysik og Astronomi og iNANO, Aarhus Universitet, og ekspert i krydsfeltet mellem lys og nanoteknologi, hvad han mener om udmeldingen fra MIT.

- Som det beskrives meget fint i artiklen i Nature Nanotechnology, er selve idéen med at omdanne det infrarøde lys til synligt lys gammel.

Det geniale ligger i detaljen, Peter Balling tilføjer:

- Artiklen beskriver "blot" en ny måde at gøre dette på, men OK - fin udførelse af den oprindelige idé.

Og hvad er ideen så? Jo, Balling forklarer videre:

- Grundlæggende handler det om at opsætte nogle "spejle" omkring glødetråden i en pære. Disse spejle må kun tillade det synlige lys at slippe ud.

- De andre bølgelængder skal kastes tilbage på glødetråden og bidrage til at holde denne varm, så strømmen effektivt omdannes til synligt lys.

Der går dog nok et stykke tid, før vi kan købe de nye energi-effektive glødepærer i butikkerne. MIT har adgang til teknologi, som endnu ikke er hvermandseje.

- Ved at bruge meget avancerede og dyre "spejle" opnår de en god udvælgelse af det synlige lys samt en mindre følsomhed overfor lysets indfaldsvinkel på spejlene, forklarer Peter Balling.

Så i første omgang bliver de nye glødepærer nok ikke ligefrem billige, når de endelig kommer på markedet. Kim Poulsen, som vi talte med tidligere, tilføjer:

- De nye glødepærer, der genbruger den naturlige overskuds-energi, er et plus for dem, som måtte have råd til dem.

- Det suveræne ved de gamle glødepærer var, at de var noget nær ideelle for øjet, samtidigt med, at de var billige i indkøb, tilføjer han.

Med tiden vil den nye teknologi dog sandsynligvis give kombinationen af god lyskvalitet og lave priser.

I det hele taget er nanoteknologien lovende. Også på andre områder bidrager den til mere miljørigtige produkter, understreger Peter Balling.

Han slutter af med et eksempel fra sin egen forskergruppe på Aarhus Universitet:

- Vi bruger nanoteknologi til at forbedre effektiviteten af solceller. Idéen er lidt som med MIT's glødepære.

- Målet med vores forskningsprojekt SunTune er også at ændre bølgelængdefordelingen, men for solen i stedet for en glødepære, slutter han af.

Læs også: Dette er en p-plads kun for handicappede - der sker noget genialt, hvis du snupper den

Læs også: Slut med irriterende bøder: Ny app vil lade dig tjekke ud, efter du er stået af bussen med dit rejsekort

Følg Dagens Videnskab for flere lignende artikler: