Glorien er pillet af Novozymes

Skrevet af admin

19/01/2016

Dagens topnyheder

Novozymes var længe en stjerne på fondsbørsen, hvor aktiekursen og salget virkede ustoppelige i deres fremgang. Men tre gange på stribe har selskabet nu skuffet investorerne, og det har slået alvorlige skår i glansbilledet.

Tirsdag måtte Novozymes igen skuffe sine investorer. Regnskabet for 2015 viste, at man kun var vokset marginalt, ikke forventer at vokse synderligt hurtigere i 2016, og at det langsigtede mål om at vokse 8-10 procent om året er sendt til hjørne.

- Så mange nedjusteringer på så kort tid er uhørt for et selskab, der har en helt anden historik. For et par år siden virkede Novozymes rimeligt urokkeligt. Men de seneste år har vist, at selskabet langt fra er så robust, som man troede.

- Det hele er blevet mere jordnært for Novozymes, og det er nu tydeligt, at de også kan have år, hvor tingene driller, siger analytiker ved Sydbank Morten Imsgard til Ritzau.

Det er også blevet mere jordnært for Novozymes aktionærer. Fra børsnoteringen i 2000 til midten af 2015 steg aktierne fra 32 kroner til markante 363 kroner. Siden da har investorerne dog fået den ene kindhest efter den anden.

En aktie koster tirsdag middag 254 kroner, et fald på 13 procent siden dagen startede. Siden den første nedjustering ramte i midten af august 2015, er aktien faldet med 30 procent.

Baggrunden for opbremsningen i væksten, der har ført til de mange nedjusteringer og de store aktiekursfald, er kollapset i olieprisen. Det rammer Novozymes store forretningsområder inden for bioethanol og vaskemidler.

Selskabet og selskabets ledelse bør dog ikke få en tur i skammekrogen, hvis man spørger Morten Imsgard.

- Der er stor forskel på, om man skuffer på grund af egne fejl eller på grund af udefrakommende ting. Så jeg synes, det er lige hårdt nok, hvis man stempler Novozymes som et selskab, der har knækket investorernes tillid, siger han.

I den absolutte top hos Novozymes erkender administrerende direktør Peder Holk Nielsen, at det er blevet mindre sjovt at være investor i selskabet.

- Jeg håber da, at investorerne stadig har tillid til os. Men det er rigtigt nok, at 2015 overraskede os lidt. Og det har vi også fået lidt klø for.

- Og vi er da opmærksomme på, at vi skal ud og fortælle historien om, hvordan vi vil komme tilbage til vores historiske vækstrater, til vores ejere og aktionærer, siger han.

/ritzau/