GN Store Nord taber til Skat i Højesteret

Skrevet af admin

17/11/2015

Dagens topnyheder

Teknologivirksomheden GN Store Nord har tirsdag tabt et stort slag til Skatteministeriet i en sag om en fusion med den amerikanske høreapparatvirksomhed Beltone.

Højesteret har tirsdag afvist det danske C20-selskabs krav om at fremføre et uudnyttet skattemæssigt underskud i Beltone på 965 millioner kroner.

Dermed stadfæster Højesteret den dom, som Østre Landsret afsagde i sagen sidste år.

Sagen udspringer af, at GN Store Nord i 2000 købte Beltone. Senere blev opkøbet fusioneret med GN Store Nords amerikanske selskab.

Jyllands-Postens erhvervsmedie, Finans, skriver, at Beltone ved fusionen havde et stort skattemæssigt underskud, som GN Store Nord ønskede at få et skattefradrag for.

Men i 2005 overgik GN Store Nord til såkaldt national sambeskatning, som omfatter alle koncernforbundne danske selskaber.

Højesteret fastslår i afgørelsen, at det ubenyttede underskud skulle henføres til selskabets høreapparatforretning, GN Resound, der som følge af GN Store Nords overgang til den nationale sambeskatning var udgået af sambeskatningen.

- Der var derfor ikke hjemmel til, at GN Store Nord og de med dette selskab fortsat sambeskattede selskaber kunne fremføre det ubenyttede underskud til fradrag i sambeskatningen for 2005 og senere år, lyder det i dommen.

GN Store Nord indbragte sagen om fremførselsret for det skattemæssige underskud i forbindelse med fusionen for Skat, og i 2007 blev det skattemæssige underskud fastsat af parterne til 1216 millioner kroner.

Højesteret har pålagt GN Store Nord at betale 750.000 kroner i sagsomkostninger til Skatteministeriet.

Men udover det får afgørelsen ifølge Finans ikke nogle finansielle udfordringer for selskabet.

- Det havde fået en betydning, hvis de havde vundet, for så havde de fået nogle penge. De har allerede betalt skatten. Nu er det en situation, hvor der ikke kommer nogen effekt af det, siger Morten Imsgard, aktieanalytiker i Sydbank, til Finans.

/ritzau/