God nyhed for husejere: Det betyder rentefaldet for dig

Trods stigende huspriser får boligkøbere mere hus for pengene i dag end for tre år siden. Det store rentefald får regnestykket til at falde ud til boligkøbernes fordel, viser beregninger fra Boligsiden.dk og Arbejdernes Landsbank.

Over de seneste tre år er det blevet dyrere at blive husejer. Salgspriserne er steget, og en helt almindelig villa koster mere i dag, end den gjorde på samme tid i 2011. Men det er positivt for især førstegangskøberne, at selvom salgspriserne er steget, så er renten faldet mere.

Derfor får huskøberne i dag mere hus for pengene, end de gjorde for tre år siden.

- Selvom huspriserne er steget støt over de seneste år, beløber prisstigningen sig ikke til så meget i kroner og øre. En villa på 140 kvadratmeter koster i dag i gennemsnit 40.000 kroner mere end på samme tidspunkt i 2011, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.

Og det er netop på grund af den relativt beskedne stigning i salgsprisen, at stigningen opvejes af den markant faldende rente.

Syv kvadratmeter ekstra eller lavere ydelse
De seneste tre år er realkreditrenterne faldet. Renten på et 30-årigt fastforrentet boliglån er i dag 2,6 pct. mod 4,2 pct. for tre år siden, og også renten på banklån er faldet.

- Selvom prisen på et gennemsnitligt hus er steget over de seneste år, betaler man i dag en lavere ydelse ved køb af det samme hus. Køber man et hus i dag på 140 kvadratmeter, løber den månedlige ydelse efter skat op i 6.600 kroner. For tre år siden lå den månedlige ydelse for et tilsvarende hus på 140 kvadratmeter på 6.950 kroner, siger Lone Kjærgaard, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, og fortsætter:

- Køber man bolig for samme beløb som for tre år siden, kan man i dag også vælge at få syv kvadratmeter mere for den sammen ydelse som for tre år siden, siger Lone Kjærgaard, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.

Som huskøber kan du altså vælge mellem at købe et hus, der er syv kvadratmeter større, end du havde råd til for få år siden, eller du kan få reduceret den månedlige ydelse, og få et større fribeløb i hverdagen.

- Det er ikke store summer eller mange kvadratmeter, vi snakker om her, men syv kvadratmeter gør en stor forskel, hvis de fx er placeret i badeværelset – for ikke at snakke om, hvis det betød, at man kunne købe en bolig med et ekstra teenage-badeværelse, siger Birgit Daetz.

Fakta: Sådan blev tallene regnet frem
Den månedlige ydelse efter skat for et hus på 140 kvadratmeter er i dag 6.600 kroner. Finansieringen består her af et realkreditlån på 80 pct. af købsprisen, hvor renten er fast i 30 år. Hertil kommer et banklån i 20 år med en variabel rente på de resterende 20 pct. af købsprisen. Prisen er fundet som et gennemsnit over de seneste tre måneder.

Realkreditlånet har en rente på 2,6 procent og en bidragssats på 0,6 procent. Banklånet har en rente på 6,5 procent. Skattesatsen er sat til 33,6 procent, idet renteudgifterne er under 50.000 kroner.

Den månedlige ydelse efter skat for et hus på 140 kvadratmeter var for tre år siden 6.950 kroner. Finansieringen er den samme. Prisen er fundet som gennemsnittet i de samme tre måneder for tre år siden. Realkreditlånet har en rente på 4,2 procent og en bidragssats på 0,5 procent. Banklånet har en rente på 7,5 procent. Skattesatsen er sat til 33,6 procent.

Beregningerne er foretaget af Arbejdernes Landsbank.

Dagens Gossip