God nyhed til cyklisterne i Kolding: Cykelsti på Vejlevej renoveres

De cyklister, der kører på Vejlevej i Kolding på strækningen mellem Kastaniealle og Ndr. Ringvej kan glæde sig til, at cykelstien nu bliver renoveret. Arbejdet går i gang 5. august.

Ujævn asfalt har et stykke tid præget den del af cykelstien på Vejlevej, der vender mod stadion. Her er støttemuren i dårlig stand, og det har betydet, at cykelstien flere steder er revnet og blevet bulet. Også fortovet bliver renoveret ved samme lejlighed.

Løsningen på den ustabile støttemur er en omkring 250 meter lang spunsvæg, som sættes ned i overgangen mellem kørebane og cykelsti. Til sidst etableres der et nyt autoværn mellem kørebanen og cykelstien.

- Vi forventer at gå i gang 5. august. Vi er klar over, at tidspunktet er ensbetydende med, at vi arbejder lige efter, at skolerne er startet efter ferien, men vi er desværre ikke i stand til at skaffe de spunsjern, som vi skal anvende før dette tidspunkt, siger projektleder Lene Pilt.

Indsnævret kørebane og omkørsel for cyklister

Når renoveringsarbejdet går i gang bliver kørebanen på strækningen indsnævret til én kørebane i hver retning. I uge 33 og 34 bliver der omkørsel for cyklisterne på vej mod byen, som skal køre via Bøgevej, Islandsvej og Gøhlmannsvej.

- Omkørslen giver en lidt længere cykeltur, men det er ikke sikkerhedsmæssigt forsvarligt at have de bløde trafikanter til at færdes i umiddelbar nærhed af de store spunsjern, forklarer Lene Pilt.

Efter de to uger vil cyklisterne igen kunne færdes på cykelstien langs vejarbejdet.

Fodgængerne vil under hele projektet blive henvist til fortovet i modsatte side af Vejlevej eller at benytte trappen ned til Stadionvej umiddelbart før vejarbejdet.

Varer tre måneder

Hele renoveringen forventes at være færdig i løbet af ca. tre måneder, hvorefter trafiksikkerheden på Vejlevej vil være betydeligt forbedret for både kørende og bløde trafikanter.

Dagens Gossip

Dagens TV