God Rasmussen-start på Schweiz Rundt

Den danske rytter hos Garmin, Alex Rasmussen, fik en fin start på Schweiz rundt, da han på en 8,1 km lang enkeltstart, der gjorde det ud for første etape, kørte i fjerdebedste tid i det stærkt besatte felt.

Australieren Cameron Meyer fra Orica-GreenEdge var hurtigste mand af alle i kampen mod uret, og i tiden ni minutter og 40 sekunder var han 15 sekunder hurtigere end danskeren.

Begge ryttere drog dog fordel af, at vindforholdene på ruten ændrede sig fra først på dagen, hvor både Rasmussen og Meyer kørte på ruten, til senere, hvor de forventede favoritter startede.

Således sluttede hjemmebanefavoritten RadioShack Leopards Fabian Cancellara hele 22 sekunder efter Cameron Meyer, og en rytter som amerikaneren Tejay van Garderen fra BMC Racing Team måtte spise et tidstab på hele 45 sekunder i forhold til vinderen på en let kuperet rute, der ellers lå fint til ham.

- Det er klart, at jeg fik noget hjælp af vejret, da vinden var til fordel for mig, fordi jeg var en af de første ryttere. De sidste ryttere måtte kæmpe hårdt, da vinden vendte, men jeg er alligevel glad for at have erobret førertrøjen, sagde Cameron Meyer efter etape ifølge cyclingnews.com.

Der vil søndag på anden etape blive mulighed for at vinde noget af det tabte for favoritterne, når feltet på ruten fra Quinto til Crans-Montano kommer over to skrappe stigninger på de knap 171 kilometer, der slutter med en hård opkørsel til Crans-Montano.

 

 

 

 

 

Dagens Gossip

Dagens TV