God sæson for BonBon-Land

Skrevet af Elo Christoffersen

01/11/2013

Mest læste i dag

BonBon-Land melder om god sæson, trods en mindre tilbagegang. 428.631 besøgte BonBon-Land mod 431.337 i 2012. Det svarer til en tilbagegang på 0,6 procent.

Tilbagegangen skyldes hovedsageligt at forlystelsesparken i sidste sæson opererede med, at man som gæst havde mulighed for at komme igen gratis inden for 14 dage. Det blev i år ændret til, at man kun kunne komme igen gratis den følgende åbningsdag.

Det har reelt betydet flere betalende gæster, som har vist en pæn fremgang på 6,5 procent i forhold til 2012.

- Vi har været heldige med en utrolig god sommer her i 2013. Som forlystelsespark er vejret altafgørende, og for os har det gode vejr i år været særlig velkomment, fordi vi præsenterede vores nye vandforlystelse Pelle Piratsprøjt. Forlystelsen viste sig som den succes, vi havde håbet på. Der har vi virkelig ramt plet i forhold til en stor del af vores kernemålgruppe, som er de yngre børn, siger BonBon-Lands administrerende direktør, Thomas Jellum.

BonBon-Land har desuden fastholdt prisen på sæsonkort, hvilket har betydet et mersalg af disse på 48 procent. Samtidig har man satset målrettet på at gøre køb via internettet både nemmere, hurtigere og billigere, og det er gået over al forventning. Der er nemlig sket en fordobling af onlinesalg i forhold til 2012.