God Thomas Bjørn-runde får skønhedspletter til sidst

Skrevet af admin

13/08/2015

Dagens topnyheder

Den danske golfveteran Thomas Bjørn fik torsdag en god start på årets sidste majorturnering, PGA Championship.

Men den kunne have været endnu bedre. En overgang toppede han den løbende stilling, men bogeys på de to sidste huller satte Bjørn tilbage i topstriden.

Bjørn lavede undervejs fem birdies og to bogeys og gik den første runde i 69 slag, hvilket er tre slag under banens par.

Det rækker til en placering på en delt 11.-plads. Otte spillere gik runden i et enkelt slag mindre end danskeren, mens amerikanske Dustin Johnson fører turneringen med en samlet score på seks slag under par.

Johnsons nærmeste forfølger er svenskeren David Lingmerth, der er et enkelt slag fra førstepladsen.

Den anden dansker i turneringen, Søren Kjeldsen, gik første runde i banens par og ligger dermed på en delt 39.-plads. Kjeldsen lavede bogeys på hul to og tre, mens han på femte og 13. hul leverede birdies.

Han placerer sig lige efter forhåndsfavoritter som nordirske Rory McIlroy og amerikanske Jordan Spieth. Begge gik første runde i 71 slag - et enkelt under par.

Det er præcis ti år siden, at Thomas Bjørn præsterede karrierens hidtil bedste resultat i turneringen. I 2005 sluttede han på en delt andenplads efter Phil Mickelson fra USA.

/ritzau/