Gode nyheder om kræftmedicin sender Genmab i vejret

Skrevet af admin

04/02/2015

Dagens topnyheder

Aktionærer i biotek-selskabet Genmab kan onsdag formiddag fejre, at deres investering på få timer er blevet knap en tiendedel mere værd.

Selskabets aktier var kraftigt ombejlede lige fra børsåbningen oven på tirsdagens positive nyheder om kræftmedicinen Daratumumab, der skal behandle knoglemarvskræft.

Positive fase 2-testresultater betyder, at Genmabs amerikanske samarbejdspartner Janssen Biotech er kommet nærmere en godkendelse af lægemidlet.

Det sendte godt nok selskabets aktier nedad i USA, men i Danmark har investorerne altså reageret positivt, og ved 11-tiden lå kursen omkring 462, svarende til en stigning på cirka ni procent.

Og der er mere i vente, hvis man skal tro aktieanalytikerne. Flere banker og finanshuse har i hvert fald hævet deres kursmål for aktien.

Nordea mener ifølge Ritzau Finans, at aktien på sigt bliver 670 kroner værd, mens Danske Bank har sat kursmålet til 530.

Genmab er i forvejen en af de C20-aktier, der er steget kraftigst den seneste tid.

I 2014 var det den aktie, der havde forøget sin værdi næstmest, mens den var topscoreren i januar med en stigning på 21,87 procent.

/ritzau/