Gode råd: Sådan gøres din cykel forårsklar

De danske cykler har gennem vintermånederne været udsat for lidt af hvert, men med forårets komme er det tid til at klargøre cyklen - og forebygge, at den bliver stjålet.

Falck og cykelhandlerkæden Mosquito har nogle enkle men gode råd til cyklisten, der gerne vil have cyklen gjort klar til foråret.

- Det er altid en god idé at starte med en generel rengøring af cyklen. Vinteren har været relativt mild, men der har været perioder med saltning af vejene. Derfor er det vigtigt at vaske saltet og grus af – særlig i baghjulets midte. Her samler sig snavs og skidt, som kan ødelægge kæde og gear, siger Preben Hauge fra Mosquito.

En anden god idé er at benytte lejligheden til at smøre kæde, tandhjul og lås.

- Drej baghjulet baglæns og tør kæden efter med en klud. Dryp derefter med kædeolie i moderat mængde, imens du drejer hjulet og kæden baglæns. Lad kæden være olieret i et kvarters tid og tør det resterende olie af kæden, så den ikke tiltrækker unødig snavs, siger Preben Hauge.

Det er ærgerligt at få cyklen stjålet – ikke mindst når den lige er gjort forårsklar. Husk derfor altid at låse cyklen med en godkendt lås - ellers dækker forsikringen ikke ved tyveri. Man kan også registrere cyklen i Falcks cykelregister og få et mærkat, der virker præventivt, fordi det gør det sværere for tyve og hælere at omsætte cyklen.

Gode råd til at gøre cyklen forårsklar

• Vask og rengør cyklen: Det er vigtigt at vaske salt og grus af cyklen – særlig i baghjulets midte, hvor snavset samler sig.

• Smør kæde og tandhjul: Din kæde bør altid være smurt, bedst med speciel kædeolie til cykler. I sommerhalvåret skal den smøres cirka en gang om måneden, mens den skal smøres en gang om ugen, når det er vintervejr.

• Tjek håndbremser og gear: Fungerer gear eller bremser ikke optimalt anbefales det at besøge din cykelhandler. Forkert justeret gear og bremse går ud over din sikkerhed, hvorfor det børe justeres af en fagmand.

• Forebyg cykeltyveri: Sørg for at have en godkendt lås og registrér cyklen i Falcks cykelregister. Med registreringen følger et klistermærke med sikringsnummer, der placeres synligt på cyklen, så det har en præventiv virkning på cykeltyven.

Dagens Gossip