Gode råd: Sådan passer du bedst på din hund i julen

Det er ikke kun vi mennesker, der skal passe på hvad vi spiser i jueldagene. Det gælder i høj grad også for hundene, og her er lidt nyttig viden.

Julen rummer nemlig masser af fristelser for den nysgerrige snude, og der er risiko for en gedigen mavepine, hvis man som hundeejer ikke er ekstra opmærksom. Det gælder ikke bare hjemme, men også hvis hunden er med på besøg.

- Julen er rig på lækkerier, og det er vigtigt ikke at lade julemaden stå uden opsyn, siger dyrlæge Lene K. Jørgensen i Agria Dyreforsikring.

- Mange har flæskestegen til afkøling i bradepanden, og kan hunden få fat i den, æder den lykkeligt hele molevitten. Og da en hund ikke har godt af salt og fedt, kan en sådan overspisning få den til at føle sig virkelig dårligt tilpas, advarer hun.

Andre ‘godbidder’, som er almindelige årsager til et akut dyrlægebesøg, er gærdej, rå løg og rosiner.

- De fleste ved heldigvis, at det er vigtigt at holde chokoladen utilgængelig for hunden. Chokolade indeholder theobromin, som er et stof, der er meget giftigt for hunde, og selv små mængder mørk chokolade kan være farlig og i værste fald dødelig, siger Lene K. Jørgensen.

Men det er desværre Ikke altid kun fødevarer, der havner i hundenes mavesæk.

- Det holder aldrig op med at overraske mig, hvor mærkelige ting, vi kan operere ud af hundes maver: Hele valnødder, små stykker legetøj, sokker og undertøj, fortæller Lene, der opfordrer til, at især gavebånd juleaften bliver holdt under opsyn.

- De mange farver frister og det ser sjovt og spændende ud - lige til at gnaske i. Men kommer der først gavebånd i tarmene, kan det snøre dem sammen og der kan opstå alvorlige komplikationer som at gavebåndet skærer i tarmene, siger hun.

Men julens potteplanter, stearinlys og udsmykning på juletræet hører også til fristelserne. Julestjerner, amaryllis og hyacint er giftige for hunden sammen med en række andre potteplanter, der ser flotte og lokkende ud.

Resultatet er opkast, mavesmerter og, hvis hele planten er spist, en forgiftning, der kan være livstruende.

Endelig byder vinterens sne og kulde på en risiko, som de færreste er opmærksom på. Frostvæsken til bilen smager sødt. Kommer man til at spilde, vil hunden slikke den søde væske i sig, og selv små mængder frostvæske giver alvorlig forgiftning, og man bør straks gå til dyrlæge.

Du er meget velkommen til at dele artiklen med dine venner på Facebook. der har hund. Så får de også en jul uden problemer for hunden.

Dagens Gossip