Gode studiejob skal fastholde de unge

Det er lettere at finde studiejob i København end i Syddanmark, og derfor flytter mange unge væk i løbet af deres uddannelse.

Syddansk Vækstforum har bedt repræsentanter fra regionens videregående uddannelser, om at gå sammen, for flere og bedre studiejob. Det skal få flere unge til at uddanne sig i Syddanmark og sikre, at de har en fod indenfor hos virksomhederne, når det første job skal i hus.

Parterne mødes allerede mandag for at drøfte konkrete initiativer. Det endelige projekt skal fremlægges på Vækstforums møde 3. april.

Vigtigt at tænke kreativt
- Et regionalt initiativ skal åbne parternes øjne for nye muligheder og skabe grobund for fælles slagkraftige kampagner. I en tid, hvor jobbene ikke hænger på træerne, er det vigtigt at tænke kreativt, når de unge skal bruge deres uddannelse, og derfor opprioriterer vi indsatsen for studiejob, siger Carl Holst (V), regionsrådsformand og formand for Syddansk Vækstforum.

Syddansk Universitet har allerede en række erfaringer med at skaffe studiejob via Karrierecentret, som i 2008-2010 kørte et projekt der genererede 198 relevante studiejob.

Opsøgende kontakt virker
- Det, der virker allerbedst, er den opsøgende kontakt. Vi tog ud til virksomhederne, hørte om deres behov og vejledte om, hvilke studerende der kunne være interessante. Det er meget fleksibelt for en virksomhed at ansætte studerende, og samtidig har det en positiv effekt på den studerendes jobchancer bagefter, siger Helle Schroll, afdelingsleder for Karrierecentret på SDU.

Hos professionshøjskolerne og erhvervsakademierne har man ikke tidligere haft specifikt fokus på studiejob, fordi uddannelserne som tæller skolelærere, laboranter og multimediedesignere, i forvejen har indbygget praktikophold, og ofte kaster et job af sig efterfølgende.

- Men vi synes, at det er rigtig interessant at gøre noget for studiejob også. Studiejob gør de unge klar til arbejdsmarkedet og skaber en god forbindelse til erhvervslivet. For vores internationale studerende vil det også være en god chance for at skabe relationer til danske virksomheder og måske medvirke til, at vi fastholder de dygtigste i vores region, siger erhvervskontaktchef på Erhvervsakademi Lillebælt, Alice Petersen.

Dagens Gossip