Gode tider i rederibranchen kommer studerende til gavn

Skrevet af admin

01/11/2015

Dagens topnyheder

De danske rederiers handelsflåde voksede fra 2014 til 2015, og det kommer danske studerende og trainee's til gode. For de unge hænder kommer i stigende grad til fadet i rederibranchen.

Det viser en opgørelse fra Danske Rederiforening.

Det samlede antal mennesker, der er ansat af danske rederier, steg fra 2014 til 2015 med cirka én procent til 23.221. Heraf er cirka 45 procent danske.

I samme periode er antallet af danske studerende hos rederierne steget med 11 procent til 853. Også antallet af trainees er i den periode steget med 30 procent til omkring 250.

- Det, der gør mig allermest glad, er, at antallet af studerende stiger, siger Anne W. Trolle, der er direktør i Danmarks Rederiforening, i en pressemeddelelse.

- I alt beskæftiger og lønner de danske rederier mere end 1300 studerende, som får den nødvendige sejltid, og vi ser markant flere trainee’s ude på rederikontorerne.

- Det er vigtigt, for at vi kan blive ved med at udvikle dansk skibsfart. Når vi så samtidig tager de benhårde markedsvilkår i betragtning, må vi konstatere, at dansk søfart står stærkt.

Behovet for flere hænder i den danske rederibranche kommer samtidig med, at den danske handelsflåde vokser i størrelse.

Hvor flåden i januar 2014 havde en bruttotonnage på 12,3 millioner ton, var den i juli 2015 på 15,5 millioner ton.

- Bruttotonnagen er ingen garanti for større indtjening og flere danske arbejdspladser i rederierne, siger Anne W. Trolle.

- Det er dog et godt fundament for indflydelse og udviklingsmuligheder, at Danmark stadig er en af verdens største flagnationer.

- Og så er der ingen tvivl om, at der er en afsmittende effekt, som styrker hele den maritime klynges øgede vækstskabelse i Danmark.

I alt kontrollerer de danske rederier omkring 1800 skibe. Heraf opererer hver tredje under dansk flag.

Sidste år sejlede danske rederier 204,9 milliarder kroner ind til betalingsbalancen. Dermed udgør skibsfarten en femtedel af den samlede danske eksport.

/ritzau/