Gode tips: Det kan du også bruge dine havregryn til

En portion havregryn med mælk og rosiner eller en omgang havregrød med nødder på er for rigtig mange mennesker en god og nærende start på dagen.

Men havregryn kan faktisk også bruges til helt andre ting. Nemlig til at gøre din hud og dit hår blødt og lækkert.

En særlig type havregryn, som fremstilles af finmalede havrekerner og som koges ind til en ekstrakt, indeholder nemlig både gode vitaminer, mineraler og fedtstoffer, som tilfører huden masser af fugt, skriver Huffington Post.

- Havregryn har både antiinflammatoriske egenskaber og indeholder antioxidanter, og det er ideelt til følsom hud og til at behandle hudproblemer som forbrænding og eksem, forklarer dermatolog Susan Stuart.

Nogle skønhedsprodukter indeholder da også havregryn, men du kan faktisk også selv bruge havregrynene i dine skønhedsrutiner. Her er fem bud:

1. Havregryn i badet

Skal du i karbad, så hæld en kop havregryn i badet, når du er ved at fylde det med varmt vand. Dryp lidt lavendelolie i og nyd det varme bad i mellem 15-30 minutter. Havregrynene virker rensende for din hud og holder fugten inde i huden, mens lavendlen virker beroligende.

Havregryn kan forebygge mod kræft. Læs på Søndag.dk om 5 ting, der beskytter mod kræft.

2. Havregryn til kløe

Lider man af kløe og tør hud, skyldes det ofte, at huden har en høj pH-værdi. Men havregryn kan faktisk hjælpe med at normalisere pH-værdien igen, og det kan hjælpe mod kløen. Hop eksempelvis i et havregrynsbad, som bidrager med fugt til din hud.

3. Havregryn til ansigtsvask

Havregryn er kendt for at indeholde et stof kaldet saponin, som virker rensende. Stoffet bruges ofte i shampoo og vaskemidler pga. dets skummende og rensende egenskaber. Ifølge Susan Stuart er havregryn ideelle at bruge som ansigtsmaske, rens eller sæbe – uanset hvilken hudtype du har.

Miks eksempelvis havregryn med varmt vand og lidt honning. Gnid blandingen ind i huden med små, cirkulære bevægelser for at rense huden. Honningens antiinflammatoriske egenskaber lindrer irriteret og tør hud, siger eksperten.

Savner du inspiration til morgenmaden? Få 3 lækre morgenmadsopskrifter på Q.dk.

4. Havregryn som eksfolierende behandling

En blanding af lidt havregryn, kokosnødolie, brun farin og varmt vand er en fantastisk behandling, som blødt behandler og renser huden. Herudover bidrager kokosolien med fugt og glød.

5. Havregryn som tørshampoo

Du kan faktisk også bruge havregrynene i håret til at rense fedtet hår. Er du lyshåret, kan du børste lidt finmalet havre i håret, som suger overskydende olier til sig. Det hjælper også mod en hovedbund, som klør.

Af Mia Qvist Scheelsbeck, NewsDesk, Aller Media

Dagens Gossip