Godt 6000 har mistet retten til dagpenge i 2015

Skrevet af admin

10/06/2015

Dagens topnyheder

Godt 6000 danskere er faldet ud af dagpengesystemet i løbet af årets første fem måneder, viser en opgørelse fra AK-Samvirke.

Dermed er antallet af ledige, der har mistet dagpengeretten siden 1. januar 2013, nu oppe på cirka 56.600 personer.

Ifølge AK-Samvirke er det usikkert, hvor stor en andel af de 56.600, der er kommet i arbejde igen.

Ifølge den seneste opgørelse fra november fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (Star), der registrerer, hvad der sker med de ledige, der mister retten til dagpenge, var godt hver fjerde kommet i arbejde igen.

Knap hver tiende stod helt uden forsørgelse.

- Antallet af ledige, som hverken har en indkomst eller får en ydelse, er steget. Men problemet er, at vi ikke længere har opdaterede tal, så vi kan ikke med sikkerhed sige, hvor mange det drejer sig om, siger Verner Sand Kirk, direktør i AK-Samvirke, i en kommentar.

/ritzau/