Godt nyt for AaB: Lasse Nielsen og Risgård er tilbage

Skrevet af admin

04/12/2013

Dagens topnyheder

AaB går styrket ind til torsdagens kvartfinale i DBU Pokalen på udebane mod AGF.

Forsvarsspilleren Lasse Nielsen er med igen efter overstået karantæne, mens midtbanespilleren Kasper Risgård er blevet en skade kvit.

AaB har tre gange tidligere mødt AGF i DBU Pokalen, og i alle tre tilfælde - senest i kvartfinalen i 1991 - har aarhusianerne sejret.

AaB's cheftræner, Kent Nielsen, håber ikke, det gentager sig torsdag aften i Aarhus.

- Pokalfodbold har sin egen historie, og uanset hvordan resultaterne har været i ligaen, så rummer pokalkampe altid masser af uforudsigelighed.

- I morgen gælder det to ligeværdige hold, som begge har stolte pokaltraditioner, så begge klubber ved, hvor meget det betyder at nå frem til en finale, siger Kent Nielsen til klubbens hjemmeside.

Kvartfinalen mod AGF er identisk med AaB's 29. af slagsen, hvilket ingen andre danske klubber har præsteret. AGF har deltaget i 11 pokalfinaler, mens AaB har været med i 10.

Otte af pokalfinalerne er i øvrigt endt med nederlag til AaB, som derfor hungrer efter sjælden succes i turneringen.

- Det er logisk, at vores målsætning for i morgen er at sikre os videre adgang til to spændende semifinaler i foråret.

- Vi vil forsøge at fastholde vores resultatmæssige momentum, mens vi i forhold til vores to seneste kampe har plads til forbedring rent spillemæssigt, hvilket ellers har været et af vores varemærker i et indtil videre stærkt efterår, siger Kent Nielsen.

AaB-målmand Nicolai Larsen er også med i truppen mod AGF, efter at han sad over mandagens superligakamp mod Esbjerg.

Til gengæld må AaB undvære Jakob Ahlmann og anfører Thomas Augustinussen. De to må begge undvære pokalopgøret som følge af overbelastning.

/ritzau/