Godt nyt: Op mod 40 nye arbejdspladser på Langeland

Det er firmaet Andresen Towers, der er i gang med at starte en produktion op i Rudkøbing.

Det drejer sig om vindmøller, og det sker i de lokaler, som Vestas forlod for et par år siden.

- Der er gode lokaler i de gamle Vestas-bygninger. Der er lokaler, der er egnede til overfladebehandling, og så er der folk i området, der har kendskab til lakeringsopgaver og svejsning, siger direktør Tom Andresen til DR Fyn.

Især muligheden for at finde møllefolk med erfaring har vægtet tungt i beslutningen om at starte op i Rudkøbing.

- Der er rimeligt høje krav inden for denne branche. Både krav til kvaliteten og til den kunnen, de har. Og det er en væsentlig forudsætning for at man kan levere ind til vindbranchen, siger Tom Andresen.

Virksomheden begynder produktionen på Langeland i næste uge, og man forventer i første omgang at beskæftige 35-40 mand.

Dagens Gossip