Godt nyt til ledige: 5500 akutjob slået op

Antallet af opslåede akutjob er nået op på 5500.

Det er en god overraskelse, da prognosen sagde 3000 job inden nytår, påpeger Pernille Rosenkrantz-Theil, S-ordfører vedrørende akutjob.

- Det er glædeligt, at tallet er blevet væsentligt større, end hvad vi havde turde forvente, da vi indgik aftalen, siger hun.

Målet er 12.500 akutjob inden sommeren 2013.

Ordningen med at gøre job mere synlige som akutjob blev lavet ved udsigten til at tusinder kan miste retten til dagpenge fra nytår. Da træder den nye to års begrænsning for dagpenge i kraft.

Virksomheder kan få en præmie på 25.000 kroner for at ansætte en langtidsledig.

Pernille Rosenkrantz-Theil vil passe på med at kalde den syv uger gamle ordning for en succes, når mange stadig står til at miste dagpengene.

- Pas på med at sige succes. Mange familier vil opfatte det som en torn i øjet. For dem er situationen usikker, siger hun.

- Jeg synes, at vi skal glæde os over hver enkelt af dem, det lykkes at komme ind på arbejdsmarkedet, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Hun er med på, at tallet for opslag af akutjob ikke viser, hvor mange langtidsledige der kommer i arbejde. Et opslag som akutjob lørdag er for eksempel som neuropsykolog.

Det job er der ikke nødvendigvis mange langtidsledige kvalificerede ansøgere til. Men det må man trække på skuldrene af i den store sammenhæng, mener den socialdemokratiske ordfører.

- Vi vil hellere have, at der bliver skudt med spredehagl og slået mange stillinger op. For det øger sandsynligheden for, at jobbene også matcher de langtidsledige, som sidder derude, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) glæder sig især over, at der er kommet mere gang i opslag af private job som akutjob. Mange af jobbene er ellers i kommuner og regioner.

Akutjob, som er på almindelige løn og arbejdsvilkår, bliver opslået på www.jobnet.dk

/ritzau/

Dagens Gossip