Gødningstank var overfyldt før kollaps og storbrand

Skrevet af admin

19/03/2016

Dagens topnyheder

En overfyldt gødningstank var muligvis årsag til kollaps og storbrand på havnen i Fredericia i februar.

Det skriver tvsyd.dk.

Ifølge tv-stationen var der mellem 9500 og 9800 kubikmeter i gødningstanken, da den kollapsede.

Men virksomheden Dan Gødning, der ejer tanken, har kun miljøgodkendelse til at have 7500 kubikmeter flydende gødning i tanken.

Dermed var der cirka 2000 kubikmeter for meget gødning i tanken, da den væltede og afstedkom en voldsom brand.

Oplysningerne bekræftes af Sydøstjyllands Politi, der efterforsker årsagen til branden.

- Vores beregninger er lavet ud fra det kendte indhold i tanken, før lodsningen fra et skib i havnen begyndte, og hvor meget, der nået at blive lodset. Derfor er vi ret sikre på, at beregningerne er korrekte, siger Peter Balsgaard, der er leder af lokalpolitiet i Fredericia, til TV Syd.

Den videre efterforskning skal nu klarlægge, om mængden af gødning i tanken var den direkte årsag til, at tanken brød sammen.

Dele af tanken er derfor sendt til Teknologisk Institut i Aarhus, og der ventes svar på prøverne efter sommerferien.

Branden er af Danmarks Naturfredningsforening blevet betegnet som en miljøkatastrofe, fordi man frygter, at gødning og palmeolie er endt i havmiljøet.

Flere end 250 brandfolk fra nær og fjern brugte to dage på at slukke branden.

/ritzau/