Gør udestuen til en gevinst for din bolig

Skrevet af Boligsiden.dk

25/11/2013

Dagens topnyheder

Der var engang, hvor udestuerne var attraktive, og hvor man ved at trække haven længere ind mod huset fik skabt et rum, hvor naturen udenfor blev kombineret med hyggen og mageligheden indenfor. Udestue, havestue, vinterhave – kært barn har mange navne. Men noget af magien er forsvundet for de udestuer, der er endt som pulterkammer med alt fra haveredskaber, forladte kondicykler, trætte møbler og alt det, man ikke ved, hvor man ellers skal placere. 

 I en undersøgelse blandt boliger, der er til salg netop nu på Boligsiden.dk, står det klart, at villaer med udestue udbydes til en lavere pris end villaer uden. Hvor villaerne i gennemsnit bliver udbudt til en pris på 12.600 kr. pr. kvadratmeter, byder villaerne med udestue sig til for en mere beskeden pris på 11.200 kr. pr. kvadratmeter. Det betyder en kontant besparelse på 200.000 kroner for en villa på 140 kvadratmeter med udestue sammenlignet med en villa i samme størrelse uden udestue.

”Rent teknisk medregnes udestuerne i det bebyggede areal hos BBR, mens den kun indgår i boligarealet, hvis den er indrettet så den opfylder bygningsloven til beboelsesrum. Udestuerne kan derfor have forskellig status, der kan påvirke prisniveauet i enten positiv eller negativ retning”, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk som forklaring på, hvorfor de trætte udestuer, der tæller med i boligarealet, bliver udbudt til en lavere pris.

Giv udestuen en make-over

Fordi villaerne med udestue generelt udbydes til en lavere pris en villaer uden udestue, har du mulighed for at gøre en god handel. Har dit drømmehus en af de trætte udestuer, der har fungeret som et avanceret skur, kan du bruge nogle af de penge, du har sparet, på at gøre noget ved udestuen. Måske skal den have et nyt gulv, måske skal der males og isoleres bedre, og måske skal den opvarmes, så den er mere anvendelig, end hvis der blot er tynde vægge, der kun lige akkurat holder frosten fra døren.

Der findes topmoderne udestuer, der er gjort indbydende, hyggelige og isolerede ”uderum”, der kan bruges som kontor, som legerum eller som kaffestue. Der er også eksempler på udestuer med spa for dem, der er for kuldskær til et udendørs havebad. Se nogle af de godt udnyttede udestuer her:

Udestue som legerum

Udestue som kaffestue

Udestue med spa

Vinkelstuer og stråtag hjælper heller ikke

Har du prisen på din bolig kær, skal du måske heller ikke prale med vinkelstuen. Villaer med vinkelstuer udbydes nemlig i gennemsnit for 2.500 kroner mindre pr. kvadratmeter end villaer uden vinkelstue. Det kan hænge sammen med, at vinkelstuen holdt sit indtog med de klassiske parcelhuse fra 60’erne og 70’erne, der generelt ligger laver i pris end villaer, der er bygget i andre årtier.

Selv stråtaget med al sin charme hjælper ikke på udbudsprisen. For de stråtækte huses vedkommende ligger udbudspriserne godt 1.000 kr. under priserne for villaer uden stråtag. Her er forklaringen nærmere, at der er en del rigtig gamle stråtækte huse, der virkelig trænger til en kærlig hånd. Omvendt set trækker de stråtækte, romantiske liebhaverboliger priserne i den anden retning. Men gennemsnittet lander altså under den pris, man som udgangspunkt tager for en villa uden stråtag.

Skrevet af Anne-Mette Bache Jensen, Boligsiden.dk.