GOG bryder Århus Håndbolds sejrsstime

Århus Håndbold havde lige vundet tre flotte sejre over Skjern, TMS Ringsted og Mors-Thy. men det var GOG fløjtende ligeglade med.

Fynboerne vandt fredag aften i en stemningsfuld GOG Arena med 32-26 over aarhusianerne, som dermed fik spoleret deres sejrsstime. Der var 1278 tilskuere på plads i Gudme.

Århus Håndbold var ellers forbavsende stærke forleden mod topholdet Skjern, som med onsdagens nederlag missede muligheden for at snuppe førstepladsen i Herre Håndbold Ligaen.

Omvendt rykkede GOG med fredagens sejr op på tredjepladsen i ligaen med 25 point efter 18 kampe.

Oprykkerne fra GOG er kun et enkelt point efter Skjern på andenpladsen og to point efter førerholdet KIF Kolding København. Skjern og KIF Kolding har dog spillet en kamp færre.

GOG kom bedst i gang og var allerede foran med 17-10 ved pausen - især anført af den islandske playmaker Snorri Gudjonsson, som virkede aldeles veloplagt med mange finurlige skud.

I anden halvleg forsøgte Århus Håndbold at komme tilbage i kampen, men holdet var aldrig i nærheden af point mod et på dagen stærkere fynsk mandskab.

Århus Håndbolds cheftræner Erik Veje Rasmussen forsøgte sig med en offensiv taktik, hvor han flere gange trak målmanden Jan "Tromle" Nielsen ud for at kunne spille med en ekstra markspiller.

Men det var GOG hurtige til at udnytte ved at score en del nemme mål i det tomme aarhusianske mål. Selv GOG-keeper Kevin Møller nåede at komme på måltavlen.

Århus Håndbold er med nederlaget fortsat placeret på sjettepladsen med 23 point efter 18 kampe.

/ritzau/

Dagens Gossip