GOG får perfekt start på slutspil efter Århus-kollaps

Et kvarter før tid førte Århus Håndbold 23-20, men da kampen var slut havde hjemmeholdet GOG vundet 31-25.

Den fynske håndboldklub begik et stort comeback og fik dermed en perfekt start på herrernes håndboldslutspil søndag aften.

Særligt Andreas Holst Jensen var i en klasse for sig. Han scorede 13 GOG-mål.

Resultatet åbner gruppe 2 fuldstændig op, så GOG, Aalborg og KIF Kolding København alle har to point, mens Århus kun er noteret for det point, holdet havde med fra grundspillet.

Dermed er der lagt op til en hård kamp om gruppens semifinalepladser, men der resterer fortsat fem spillerunder.

GOG kæmpede for at hænge på fra start, og det lykkedes ganske godt i de første 20 minutter, der sluttede 10-11. Men Århus sluttede godt af og kunne gå til pause med en føring på 16-13.

Særligt Torben Petersen og den tidligere GOG-spiller Sebastian Henneberg var veloplagte i første halvleg med hver fem scoringer.

Forspringet på tre mål holdt Århus godt fast i efter pausen, men midtvejs overtog GOG styringen og fik fuld kontakt ved 24-24 med ti minutter tilbage.

Kort efter fik Århus' Rasmus Nielsen rødt kort for en hård tackling, og GOG var hurtig til at udnytte overtallet til at tage sin første føring siden stillingen 4-3.

Århus blev ramt af yderligere en udvisning kort efter, og det hele faldt fra hinanden for udeholdet i den periode. Ud af ingenting bragte GOG sig på 28-24 og kunne konsolidere sejren yderligere i slutfasen.

/ritzau/

Dagens Gossip