GOG og Midtjylland spænder ben for hinanden i slutspil

Skrevet af admin

11/04/2015

Dagens topnyheder

Matematisk er det stadig muligt. Men realistisk set er det meget usandsynligt, at GOG og HC Midtjylland kan nå semifinalen i herrernes DM-slutspil i håndbold.

Lørdag mødtes de i en kamp, hvor vinderen ville holde liv i et spinkelt håb om at slutte på en af de to øverste pladser i slutspillets pulje 2.

Men de to hold spillede uafgjort 27-27 på GOG's hjemmebane og har nu begge ét point efter tre af de seks kampe.

Topholdene i puljen Aalborg Håndbold og Bjerringbro-Silkeborg har henholdsvis seks og fem point, inden de to hold søndag mødes i deres tredje kamp i slutspillet.

Det var tredje gang i denne sæson, at GOG og HC Midtjylland spillede uafgjort mod hinanden.

Midtjyderne kom bedst i gang og fik hurtigt skabt et forspring på tre mål, men GOG svarede tilbage og kunne gå til pause ved stillingen 15-15.

Ikke mindst Mark Petersen holdt med syv mål inden pausen fynboerne inde i kampen.

Men midtjyderne kom bedst ud til anden halvleg. Efter 10 minutter lød udeholdets føring på 23-18. Men heller ikke denne gang lod GOG sig slå ud.

En midtjysk scoringspause på otte minutter medvirkede til, at føringen skrumpede til to mål, og siden skabte GOG fuld kontakt til 25-25 med syv minutter tilbage.

I en målfattig slutfase havde HC Midtjylland til sidst chancen for at score sejrsmålet, men forsøget endte i en fynsk parade.

/ritzau/