GOG overvinder skidt start og udspiller bundhold

Skrevet af admin

23/10/2015

Dagens topnyheder

GOG Håndbold kom torsdag aften tilbage i vinderens rolle i Boxer Herreligaen.

Den fynske klub vandt en sikker sejr på 28-21 hjemme over bundholdet Ribe-Esbjerg, der blot har hentet et point i de seneste otte ligakampe.

GOG Håndbold mødte dog også frem til kampen i Odense Idrætshal med flosset selvtillid.

Klubben havde tabt de to forrige ligakampe til Aalborg Håndbold og Skanderborg Håndbold, begge endda på hjemmebane.

Ribe-Esbjerg så ud til at være på vej mod klubbens første point på udebane i denne sæson, da klubben kom foran 5-1.

GOG fik dog udlignet til 7-7, og fynboerne trak senere fra til pausestillingen 15-9.

I anden halvleg førte hjemmeholdet flere gange med ti mål, men mod slutningen af kampen fik gæsterne pyntet en smule på resultatet.

GOG har 11 point for ni kampe, et point færre end KIF Kolding København og Aalborg Håndbold.

De to hold fører ligaen an i den meget brede top, hvor de otte bedste hold ligger inden for en afstand af to point.

Ribe-Esbjerg har blot tre point og er næstsidst i rækken.

/ritzau/