Golden Globe: Så grov var værten

Skrevet af admin

11/01/2016

Dagens topnyheder

Svedperlerne glinsede om kap med diamanterne til årets Golden Globe søndag.

Ingen kunne nemlig vide sig sikre, da utilregnelige Ricky Gervais var blevet hyret til at være vært ved prisuddelingen igen, efter den daværende præsident for brancheorganisationen Hollywood Foreign Press Association kritiserede den kontroversielle komiker for uterlige udtalelser og personlige provokationer om alt fra Charlie Sheens udskejelser til Scarlett Johanssons jødiske tro.

Forud for uddelingen svor den 54-årige britiske ballademager at han ikke ville lægge låg på sin fandenivoldske facon, og det løfte holdt han med flere revsende Hollywood-eskapader.

- Jeg har forandret mig. Ikke lige så meget som Bruce Jenner - eller nu Caitlyn Jenner. Hun er blevet en rollemodel for transkønnede og for at nedbryde stereotype opfattelser. Dog gjorde hun ikke så meget for opfattelsen af kvindelige bilister, sagde han om den tidligere OL-vinder og tv-personlighed, der var involveret i en uagtsom dødsulykke sidste år.

- Eva Longoria og America Ferrera er ikke kun smukke og dygtige skuespillerinder - de er også folk, som vores fremtidige præsident, Donald Trump, ville udvise med det samme, sagde han om de latinamerikanske filmstjerner, mens han var klar med endnu en skarp joke.

- Den katolske kirke rasede over "Spotlight", som handler om afdækningen af, at fem procent af deres præster har udsat børn for overgreb. Roman Polanski kaldte "Spotlight" den bedste datefilm nogensinde, sagde Gervais om den voldtægtsanklagede filminstruktør.

Se Gervais' joke fra uddelingen her: https://www.youtube.com/watch?v=uGbDaAa-WH8

/ritzau/FOKUSi