Golf: Line Vedel dummer sig på sidste hul

Skrevet af admin

28/06/2014

Mest læste i dag

Det så længe ud til, at golfspilleren Line Vedel skulle befinde sig på andenpladsen efter første runde af Wallmart NW Arkansas Championship, men en dobbeltbogey på sidste hul kostede dyrt.

Line Vedel leverede dog stadig syv birdies og en flot runde i 68 slag - tre slag under banens par - på Pinnacle Country Club, og som delt nummer 14 er hun blot tre slag fra Alena Sharp fra Canada på førstepladsen.

Helt tilfreds var Line Vedel dog ikke med runden, som også bød på yderligere to bogeys. Vinden drillede danskeren, da hun lavede den kedelige dobbeltbogey.

- Jeg slog et dårligt drive i roughen og kunne kun slå den lidt frem, og så slog jeg et godt slag ind til green, hvor vinden fuldstændig snød mig, og derfra kom jeg ikke ind og i.

- Men alt i alt rigtig godt spil med nogle enkelte fejl. Jeg ville selvfølgelig gerne være foruden fejlene, men alt taget i betragtning er jeg ok tilfreds, siger Line Vedel i en pressemeddelelse.

Wallmart NW Arkansas Championship slutter natten til mandag dansk tid.

/ritzau/