Golfstater støtter Saudi-Arabien i konflikten med Iran

Skrevet af admin

09/01/2016

Mest læste i dag

De seks medlemmer i Golflandenes Samarbejdsråd, GCC, fordømmer angreb på Saudi-Arabiens ambassade i Iran i sidste weekend.

Rådet støtter - ikke overraskende - forsamlingens største medlem, Saudi-Arabien.

Udenrigsministrene for de seks lande var lørdag samlet i Riyadh for at diskutere den aktuelle konflikt mellem det sunnitiske Saudi-Arabien og det shiitiske styre i Iran.

I en erklæring fordømmer de "på det kraftigste angreb på den saudiarabiske repræsentation i Iran", der fandt sted kort efter nytår.

Angrebet skete efter Irans trussel om "guddommelig hævn" over henrettelsen af den shiitiske sheik Nimr al-Nimr i Saudi-Arabien.

Efterfølgende har de to lande afbrudt alle diplomatiske forbindelser, og tidligere på ugen indkaldte Saudi-Arabien til krisemøde i GCC, hvor det store land er toneangivende.

I erklæringen fra GCC hedder det, at kritikken fra præstestyret i Iran "direkte har ført til de aggressioner", som den saudiarabiske ambassade i Teheran blev ramt af.

GCC-landene udtrykker også deres støtte til Saudi-Arabiens retsvæsen, som igen har været i centrum for verdens kritik og fordømmelse efter henrettelsen af 47 dødsdømte efter nytår.

Nimr al-Nimr blev som de øvrige henrettet for terrorisme.

/ritzau/AFP