Den skotske golfspiller Paul Lawrie, der i 1999 vandt The Open, måtte torsdag morgen trække sig fra golfturneringen Made in Denmark i Himmerland.
Den tidligere majorvinder blev allerede meldt tvivlsom starter onsdag på grund af en skade, og det lykkedes ikke for Lawrie at blive frisk.
Afbuddet har i stedet banet vejen for den lokale amatørspiller Martin Leth Simonsen, der blev ringet op torsdag morgen og straks hastede ud på golfbanen, hvor den 23-årige nordjyde skulle i aktion klokken 8.00.
Martin Leth Simonsen har aldrig tidligere deltaget i en turnering på European Tour-niveau, så der er tale om debut for den unge dansker.
Leth Simonsen blev i sidste uge nummer fem ved EM for amatører.
/ritzau/