Golfstjerner spår åben kamp om major-sejr

Verdens bedste golfspillere er med, når der torsdag tages hul på major-turneringen PGA Championship. Turneringen, der spilles i Baltusrol Golf Club i USA, har det stærkeste felt af golfspillere i 30 år målt på verdensranglisten.

Det kan mærkes på de deltagende golfstjerner, der spår en helt åben kamp om majortitlen.

- Et stort antal spillere i øjeblikket vinde en major-turnering, siger Rory McIlroy, der er nummer fire på verdensranglisten.

- Er det sådan, at jeg føler, at jeg spiller mod fem eller ti Tigers (Tiger Woods, red.)? Nej, det vil være respektløst overfor Tiger at sige. Men mange kan lege med, og der er så mange, der har en chance for at vinde, siger McIlroy.

I mange år var han og Tiger Woods rivaler, men den amerikanske golfstjerne er i øjeblikket ude med en skade.

Den nordirske golfspiller peger blandt andet på svenske Henrik Stenson gode resultat, da han vandt British Open for to uger siden i hele 20 slag under par, og Jason Day, der gjorde det samme, da han vandt sidste års PGA Championship.

Jason Day skal også i spil torsdag, hvor australieren skal forsøge at forsvare sin titel fra sidste år. Golfstjernen kæmper før torsdagens første runde dog både med sygdom og høje forventninger.

- Alle forventer, at hvis du fører eller er favorit til at vinde, så vinder du, og hvis du ikke gør, er du på vej nedad. Sådan er det ikke. Niveauet er blevet hævet. Konkurrencen er igen blevet hårdere.

- Spillerne er bare yngre, stærkere, mere trænede og hurtigere. Hvis du ikke er et skridt foran de unge drenge, er det let at falde bagud, siger verdensetteren.

For verdenstoeren Dustin Johnson er der lidt ekstra på spil ved turneringen. Med en sejr kan han nemlig tage førstepladsen på verdensranglisten fra Jason Day.

- Hvis jeg bliver nummer et, vil det selvfølgelig være en stor præstation, siger Dustin Johnson.

Søren Kjeldsen og Thorbjørn Olesen deltager som de eneste danskere i PGA Championship.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip