Golftalent falder tilbage i USA

Det bliver ikke til nogen topplacering for den danske golfspiller Thorbjørn Olesen i US PGA-turneringen i Rochester i delstaten New York.

Hele verdenseliten er med i turneringen, som er en af golfsportens fire majors, og det er skrapt selskab for danskeren, der har kæmpet for at finde formen i de seneste måneder.

Olesen gik lørdagens runde i 74 slag, hvilket er den hidtil dårligste præstation for danskeren i turneringen. Danskeren gik i klubhuset på en delt 52.-plads.

Helt godt gik det heller ikke for superstjernen Tiger Woods, der før lørdagens runde lå side om side med Thorbjørn Olesen.

Woods brugte 73 slag, og dermed bliver det heller ikke til avancement for amerikaneren, der ligger langt efter de bedste. Woods ligger før søndagens afsluttende runde nummer 48.

Rory McIlroy er til gengæld klatret et godt stykke op i tabellen og ligger på en delt 7.-plads.

/ritzau/

 

Dagens Gossip