Google besegler nyt milliardopkøb

Ved at lægge 7,3 milliarder kroner på bordet har internetgiganten Google - antagelig foran næsen på Facebook og Apple - købt den israelske korttjeneste Waze.

Google har ifølge nyhedsbureauet Reuters betalt de 1,3 milliarder dollars for Waze, hvis program kombinerer onlinekort med opdateringer fra andre brugere om trafikpropper, vejarbejde og ulykker. Programmet kobler reelt mobiltelefonen på en slags fælles GPS-tjeneste.

Med Waze kan Google forbedre præcisionen på sit eget navigationssystem, Google Maps.

Afregnes uden for USA for at undgå skat

Waze er grundlagt i 2008 og har nu efter eget udsagn 15 millioner aktive brugere, som bidrager med oplysninger ved at bruge den gratis app, som automatisk sender data til Waze. Flertallet af de 90 ansatte arbejder i Israel, men Waze har et kontor i IT-højborgen Palo Alto i Californien på den amerikanske vestkyst.

Google og Waze har ikke selv villet offentliggøre købssummen, men Google afregner kontant af sin kassebeholdning uden for USA, eftersom pengene kun kan komme til USA med en stor skattebon hæftet på.

Waze-handelen indskriver sig i rækken af opkøb for gigantiske summer af opstartsvirksomheder inden for internetverdenen, virksomheder, som kun har ringe eller ingen indtjening. Yahoo købte for nylig mikroblogtjenesten Tumblr for 1,1 milliarder dollars, og Facebook købte sidste år fototjenesten Instagram for 1 milliard dollars.

Apple og Facebook har gentagne gange været nævnt som interesserede i Waze. Apple har afvist at have lagt bud på selskabet.

 

Dagens Gossip

Dagens TV