Google er nu verdens næstmest værdifulde selskab

Google overhalede mandag den amerikanske oliemastodont Exxon og er nu nummer to på listen over de mest værdifulde børsnoterede selskaber.

Ranglisten er baseret på selskabernes markedsværdi, der udregnes ved at gange antal aktier i et selskab med kursen på aktien.

Selv om kursen på Google-aktierne mandag faldt 0,38 procent, så sendte et endnu større fald i Exxon-aktien internetgiganten op på ranglistens andenplads.

Googles markedsværdi er nu på 394 milliarder dollar, mens Exxons er på 388 milliarder dollar ifølge nyhedsbureauet AFP.

Apple er fortsat langt foran på førstepladsen med en værdi på 472 milliarder dollar

Trods mandagens lille kursfald handles aktierne i Google i øjeblikket til noget af det højeste i selskabets 10 år som børsnoteret selskab.

Siden juli 2012 er kursen fordoblet, og da Wall Street lukkede mandag kostede en aktie 1172,93 dollar.

Google blev børsnoteret i august 2004. Dengang kunne en aktie købes for 85 dollar, og selskabets børsværdi var på cirka 23 milliarder dollar.

Succesvirksomheden fra Californien er verdens førende med hensyn til reklamer på internettet, dets Android-styresystem har udviklet sig til at være dominerende på markedet for smartphones, og Google er også ved at få succes med sin tavlecomputer.

I 2013 omsatte Google for 60 milliarder dollar og fik et overskud på næsten 13 milliarder dollar.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV