Google får kæmpebøde

Skrevet af admin

08/01/2014

Mest læste i dag

Det franske datatilsyn har idømt Google en bøde på over 1,1 millioner kroner, efter at den amerikanske søgegigant har nægtet at efterkomme et krav om at bringe sin lagring og tracking af informationer i overensstemmelse med fransk lov.

Datatilsynet, der kendes som CNIL, har beordret Google til at offentliggøre afgørelsen på sin franske hjemmeside i sammenlagt to døgn inden for den næste uge.

Spanien, Storbritannien, Italien og Holland har også indledt lignende sager mod Google.

Google ændrede i 2012 sine regler for private oplysninger. Blandt andet sammenkører Google en masse undertjenester som Gmail og YouTube og er i stand til at samle et utal af oplysninger fra den enkelte bruger.

Frankrig og andre lande mener, at det krænker individets ret til at holde sine data-oplysninger private.

Det er den højeste bøde, som det franske datatilsyn indtil videre har udstedt. Bøden på 1,1 millioner kroner skal dog ses i forhold til det overskud på 10,7 milliarder dollar, svarende til næsen 59 milliarder kroner, som Google havde i 2012.

Spanien kan udskrive bøder på op til, hvad der svarer til 7,5 millioner kroner i den type sager, mens Tyskland har en øvre grænse for bødestørrelsen på 2,2 millioner kroner.

Google har erklæret, at dets privatlivspolitik overholder europæisk lovgivning.

/ritzau/Reuters