Google opgiver at sælge sine digitale briller

Skrevet af admin

15/01/2015

Mest læste i dag

Googles digitale briller, Google Glass, slog aldrig rigtigt igennem, og nu opgiver it-selskabet indtil videre at markedsføre produktet til privatforbrugere.

Selskabet meddeler torsdag, at man fra og med mandag ikke længere vil sælge Google Glass, der var prissat til 1500 dollar (knap 9600 kroner).

Brillerne har indbygget en lille skærm foran højre øje, så brugerne kan søge oplysninger på internettet, læse mails eller se på et bykort, mens de bevæger sig.

Samtidig er der også indbygget et lille kamera, som både kan tage billeder og optage video.

Google Glass blev lanceret i 2013, og var til at begynde med forbeholdt softwareudviklere. Sidste år fik andre mulighed for at købe det dyre legetøj, men nogen succes blev det ikke.

Google har aldrig offentliggjort, hvor mange eksemplarer af Google Glass, der er sendt på markedet, men Glass Explorers-gruppen på Google+ har kun 46.534 medlemmer - og man behøver ikke engang eje et par briller for at blive medlem.

Årsagen til den kølige modtagelse kan ud over den meget høje pris være, at det aldrig rigtigt lykkedes at kombinere funktionaliteten med et design, som forbrugerne brød sig om.

Samtidig opstod der problemer med brugen af brillerne, fordi det kan virke krænkende, når nogen går rundt med et kamera og potentielt kan optage alt, hvad der sker.

Filmselskaberne var heller ikke begejstret, fordi Google Glass gør det muligt at gå i biografen og optage en ulovlig kopi af helt nye film.

Udviklingen af de digitale briller hos Google fortsætter, men der er ikke sat en deadline for, hvornår næste generation vil være klar.

/ritzau/