Google slipper for at slette

Det er ikke søgemaskiner som Googles ansvar, hvis folk lægger følsomme oplysninger ud på netsider, som sidenhen bliver »fanget« af søgemaskinerne og dermed vist for andre.

Dermed skal Google, som er i EUs søgelys for overtrædelse af privatlivets fred, ikke tvinges til at slette følsomme oplysninger fra sine søgeindekseringer. Det siger generaladvokat Niilo Jääskinen, som rådgiver EUs højeste retsinstans, EU-Domstolen, og afgørelsen bliver fulgt med stor interesse af andre søgemaskiner som Microsofts Bing og Yahoo, hvis forretning kan blive afgørende ændret af udfaldet af EU-sagen.

Ikke deres ansvar

»Udbydere af søgemaskinetjenester er ikke - på baggrund af databeskyttelsesdirektivet - ansvarlige for personlige oplysninger, som dukker op på sider, som de indekserer,« hedder det i en udtalelse fra domstolen.

Baggrunden for retssagen er en klage fra en spansk statsborger, hvis hus var blevet sat på auktion. Han mente, at det krænkede hans rettigheder, at Google sidenhen gjorde oplysningerne tilgængelige via sin søgemaskine, og har forlangt, at Google sletter oplysningerne.

»Hvis søgemaskinerne skulle gøres ansvarlige for de personlige data, som afsløres gennem søgeresultaterne, ville det ødelægge den nuværende funktionalitet. Det er vigtigt, at der findes en balance mellem muligheden for, at søgemaskiner kan arbejde uden begrænsninger, og at folks liv ikke lægges i ruiner på grund af, hvad der dukker op på et netsted,« siger Eduardo Ustaran, advokat med speciale i persondata hos Field Fisher Waterhouse, til britiske Financial Times.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - Klik her og vær med nu

Der ventes dom i sagen sidst på året.

Andre EU-sager mod Google

EU-Domstolen er ikke bundet af generaladvokatens holdning, men dommerne følger i flertallet af sager anbefalingerne.

Google selv er glad for det sandsynlige udfald af sagen, men internetgiganten er i EUs søgelys i en række andre sager om konkurrenceforvridning og krænkelse af reglerne om privatlivets fred. Her står Google til betragtelige bøder.

EU-Kommissionen er i gang med at stramme reglerne for privatlivets fred ved bl.a. at indføre »retten til at blive glemt«, hvor det skal være muligt med vished at få slettet samtlige sine oplysninger, når man nedlægger sig selv som bruger af en tjeneste.

 

 

 

Dagens Gossip

Dagens TV