Gorm forsinker stadig DSB-tog i mandag

Efterdønningerne af stormen Gorm synes umiddelbart begrænsede i forhold til togtrafikken mandag morgen, hvis man ser på meldingerne fra DSB.

I statsbanernes seneste opdatering skriver selskabet, at eftervirkningerne af stormen kun ventes at påvirke togene "i mindre grad".

På Kystbanen mellem København og Helsingør gør et væltet træ, at det ikke er muligt at køre mellem Nivå og Helsingør fra morgenstunden. Der skal efter planen indsættes togbusser på den strækning.

- Men vi ved endnu ikke, hvornår vi får busser ud at køre. De er bestilt, skriver DSB på sin hjemmeside.

Der er også risiko for forsinkelser og aflysninger på Grenaabanen, hvor der skal fjernes et væltet træ mellem Ryomgård og Grenaa.

- Desuden er den tidlige afgang med ICBornholm aflyst, da Bornholmerfærgen ikke sejler, lyder det fra DSB.

S-togene, der blev indstillet søndag aften på grund af stormen, kører som normalt mandag morgen.

Flere regionale forbindelser i Jylland og på Fyn blev desuden lukket søndag aften på grund af væltede træer, men Banedanmark oplyser tidligt mandag morgen til Ritzau, at de pågældende strækninger alle er blevet ryddet op og dermed er farbare.

/ritzau/

Dagens Gossip