Gosling løfter dynen til sit kæresteforhold

Skrevet af admin

07/12/2015

Dagens topnyheder

Superstjernerne Ryan Gosling og Eva Mendes har tidligere været notorisk private om deres forhold, men lidt efter lidt har Hollywood-parret løftet en smule af dynen til deres romance.

I et nyt interview trækker det attraktive Hollywood-hunk et stykke mere af, og her blotter den 35-årige skuespiller sin ubetingede kærlighed til 41-årige Mendes.

- Jeg ved, jeg er kærester med den person, det er meningen, jeg skal være sammen med, siger den forelskede filmhelt til Hello Magazine og understreger, at skuespillerinden er den helt store kærlighed:

- Den eneste egenskab, jeg kigger efter i en kvinde, er, at hun er Eva Mendes. Der er intet andet, jeg leder efter, lyder det åbenhjertigt fra den Oscar-nominerede "Crazy, Stupid, Love"-stjerne.

Hollywood-parret mødte hinanden under indspilningerne til dramaet "The Place Beyond the Pines" og har dannet par siden 2011. I september sidste år kulminerede kærligheden med datteren Esmeralda.

- Det er ikke raketvidenskab at være far. Jeg er vokset op i Canada, og den baggrund giver mig et godt perspektiv, siger Gosling, der tæller ned til sin anden jul som familie.

- Det bliver den første jul, hvor Esmeralda kan begynde at forstå konceptet, så det bliver rigtig spændende, lyder det fra superstjernen.

Ryan Gosling blev instrueret af den danske mesterinstruktør Nicolas Winding Refn i det Cannes-vindende bilbrag "Drive" og igen i dramaet "Only God Forgives".

/ritzau/FOKUS