Götze-exit gav Dortmund-stjerne søvnløse nætter

Også internt i spillertruppen gav megatransferen genlyd.

Det fortæller Dortmunds tyske landsholdsspiller Mats Hummels, som oplevede søvnløse nætter, efter holdkammeratens beslutning om at forlade klubben blev en realitet.

- Mario er allerede en af de ti bedste spillere i verden, så det kom som et chok for os. Jeg kunne knap nok sove om natten, siger Mats Hummels til Sky Sports og tilføjer:

- At miste en spiller, som ved præcis, hvordan vi tænker, som er opfostret i klubben, og til trods for det alligevel foretrækker at skifte til en anden klub, gør det hele meget værre, siger han.

Mario Götzes transfer til Bayern München blev offentliggjort i sidste uge og koster de nykårede tyske mestre i omegnen af 275 millioner kroner.

Og for at det ikke skulle være nok, så gik der i dagene efter vedvarende rygter om, at også Dortmunds angriber Robert Lewandowski skulle være på vej til Bayern München. Det er dog endnu ikke blevet bekræftet.

Dagens Gossip