Grå bil tager over 90.000 billeder i Aarhus

Skrevet af Elo Christoffersen

28/05/2013

Dagens topnyheder

Mange borgere i Aarhus har måske undret sig over, at der har kørt en bil rundt med et kamera på taget. Bilen er en fotovogn, som kører for korttjenesten Krak, der er i fuld gang med at opdatere sit danmarkskort med gadefotos af alle byens kringelkroge.

Kraks fotovogn, der kan indfange billeder i en fart på op til 80 km/t, har samlet kørt over 450 kilometer i Danmarks 2. største by. Det er blevet til mere end 90.000 billeder af byen, der nu skal igennem en omfattende efterbehandling, så Aarhus kan blive gengivet så præcist som muligt.

- Krak skal altid kunne tilbyde de mest aktuelle og brugbare kort, og det inkluderer vores gadefotos, som vi er i gang med at forny med hjælp fra en ny leverandør,  fortæller Kristoffer Apollo, der er Communication Manager hos Krak.

Selskabet varsler i øvrigt aldrig, hvornår fotovognen kommer på besøg. Erfaring siger nemlig, at nogle mennesker kan finde på de skøreste ting foran kameraet, og kortet skal gerne være så naturtro som muligt.

Ud over Aarhus har fotovognen besøgt Odense – og inden for en nær fremtid vil den også kigge forbi landets øvrige store byer.