Grådkvalt søster til Ohio-offer: Respektér vores privatliv

Onsdag aften dansk tid trådte storesøsteren Beth Serrano frem foran sit hus og kom med følgende appel til de mange fremmødte amerikanere og pressen:

»Vi værdsætter alt det, I har gjort for os gennem årene. Tak for støtten. Vær venlig at respektere vores privatliv, så min søster, min niece og jeg har tid til at komme ovenpå,« lød det fra en grådkvalt Beth Serrano, der læste en skriftlig erklæring op, inden hun atter forsvandt ind i huset, hvor Amanda Berry opholder sig med sin datter.

Først forlød det, at Amanda Berry selv ville udtale sig, men det blev altså søsteren, der gik ud til det ventende pressekorps. Da hun trådte frem kom det til tumultariske scener mellem fotografer, journalister, kameramænd og fremmødte borgere, som klappede og jublede over, at Amanda Berry mandag undslap de mange år i fangeskab.

Amanda Berry blev bortført 21. april 2003, dagen før sin 17 års fødselsdag. Inden da havde hun ringet til sin søster for at sige, at hun fik et lift hjem fra sit arbejde på Burger King.

Sammen med de to andre kvinder Gina DeJesus og Michelle Knight har hun været holdt fanget af en mand og hans to brødre i omkring ti år, mener politiet. I mellemtiden har hun fået en datter med en af mændene, pigen er i dag seks år gammel.

Politiet har arresteret alle tre mænd, der er henholdsvis 50, 52 og 54 år. Huset tilhørte den 52-årige mand, som angiveligt også er far til den seksårige pige.

Dagens Gossip

Dagens TV