Gråspurven er på hastig tilbagegang i Danmark

Det går ned ad bakke for Danmarks gråspurve. Den ellers så velkendte, lille fugl er de seneste årtier blevet voldsomt fortrængt af sin nære slægtning skovspurven.

Dansk Ornitologisk Forening skønner, at bestanden af gråspurve er blevet halveret siden 1976, så der i dag er cirka 1,8 millioner i Danmark. Til gengæld menes der at være 1,3 millioner skovspurve, hvilket er dobbelt så mange som for 40 år siden.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

Især i forstæder, i mindre byer og på landet er gråspurven blevet mere sjælden. Gråspurven fastholder dog terræn i centrum af de større byer.

Tilbagegangen er et mysterium, mener biolog Thomas Vikstrøm, der også er medlem af Dansk Ornitologisk Forening. Ifølge ham kan forklaringen på udviklingen dog være, at skovspurven er bedre til at omstille sig end gråspurven.

- Skovspurven virker til at være mere tilpasningsdygtig end gråspurven. Derfor benytter den eksempelvis de millioner af redekasser, der er i parcelhusområder, siger Thomas Vikstrøm til Kristeligt Dagblad.

- Den har tilsyneladende også kunnet finde alternative fødekilder på landet, hvor sprøjtning og hermetisk lukkede gårde har fordrevet gråspurven, da den ikke længere har haft adgang til spildkorn og insekter fra landbrugsdyrene.

Selv om ændringerne i bestandene kan virke voldsomme, er det ikke et usædvanligt fænomen, forklarer Thomas Vikstrøm.

Også antallet af viber og sanglærker er raslet ned i perioden, da fugle på landet er blevet fordrevet af sprøjtning og gødskning af marker.

Biologen tror ikke umiddelbart, at udviklingen blandt spurvene får den store betydning.

- Det er svært at sige, fordi vi langtfra kender hver enkelt dyrearts funktion i fødekæden, men det ser ikke ud til, at det får mærkbar indflydelse andet end lokalt.

- Gråspurve er eksempelvis glade for insekter, så i parcelhusområderne kan man godt risikere at opleve større gener fra insekter i sommermånederne, siger han.

Den tydeligste forskel på de to spurvearter er skovspurvens sorte plet på den hvide kind og gråspurvens grå isse.

/ritzau/

Dagens Gossip