Grædende matchvinder Suarez: Drømte om sejr over England

Skrevet af admin

20/06/2014

Mest læste i dag

Der var tårer i øjnene, og stemmen var ved at knække over, da Luis Suarez lod sig interviewe efter Uruguays 2-1-sejr over England ved VM i fodbold.

Angriberen fra Liverpool scorede begge sydamerikanernes mål i kampen i São Paulo, det sidste fem minutter før tid, og han var dermed med til at sende England tæt på exit fra slutrunden i Brasilien.

- Jeg drømte om dette, siger Luis Suarez ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Jeg nyder dette øjeblik efter al den kritik, jeg har måttet lægge ryg til, siger matchvinderen.

Luis Suarez har i sine år hos Liverpool været en både målfarlig og kontroversiel figur, og han har måttet afsone lange karantæner for både racistiske ytringer og for at bide en modstander.

Angriberen blev sparet i Uruguays 1-3-nederlag til Costa Rica i den første kamp i gruppe D, så hans scoringer gav sydamerikanerne tre kærkomne point, mens England tabte for anden gang og er tæt på at ryge ud af VM.

Uruguays landstræner, Oscar Tabárez, er stolt af sit hold og af Suarez.

- Vi vidste, hvad der stod på spil i kampen, det var en flot kamp.

- Vi lykkedes med at besejre et europæisk hold for første gang i lang tid. Begge mål blev scoret af en spiller (Suarez), som var skadet for en måned siden. Vi viste, at vi kunne kæmpe, men husk: Vi er ikke videre fra gruppen endnu, siger landstræneren.

Uruguay skal møde Italien i holdets sidste kamp i gruppe D.

/ritzau/