Grækenland afleverer nyt reformforslag

Eurogruppens chef, Jeroen Dijsselbloem, har modtaget et nyt økonomisk reformforslag fra Grækenland, siger hans talsmand ifølge Reuters.

Grækerne havde en frist indtil midnat til at aflevere et nyt forslag.

Grækenlands forslag til reformer og nedskæringer er en forudsætning for nye forhandlinger om et græsk låneprogram med de internationale kreditorer i EU, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den Internationale Valutafond (IMF).

Det regnes for at være Grækenlands sidste chance for at overbevise kreditorerne om at gå med på en ny låneaftale.

Den engelsksprogede græske avis Ekathimerini rapporterer, at der menes at være tale om foreslåede besparelser for 12 milliarder euro, mens andre medier taler om 13 milliarder.

Disse oplysninger er ikke bekræftet fra hverken den græske regering eller eurogruppen.

Britiske BBC erfarer, at reformforslagene indeholder skattestigninger og ændringer i pensionssystemet.

Den græske premierminister, Alexis Tsipras, lovede tidligere på dagen, at han ville fremlægge sine planer for reformer inden fristen ved midnat.

Reformerne skal få Grækenlands økonomi på ret køl og tilfredsstille de internationale långivere, der til gengæld skal yde lån til de trængte grækere.

Forslaget er også sendt til det græske parlament, der skal stemme om det fredag, skriver Ekathimerini.

/ritzau/

Dagens Gossip