Grækenland afviser flere milliardlån

Skrevet af admin

30/12/2013

Dagens topnyheder

Efter 2014 har Grækenland ikke brug for flere lånepakker, lyder det ifølge landets premierminister, Antonis Samaras, på landsdækkende tv mandag.

- I 2014 vil vi tage det store skridt med henblik på at afslutte låneaftalen, siger Samaras og tilføjer, at "der ikke vil være behov for nye lån."

Efter planen skulle låneprogrammet udløbe med udgangen af 2014.

- I 2014 vil Grækenland vove sig ud på markederne og begynde at blive et normalt land, siger han.

Første gang Grækenland modtog en økonomisk redningskrans var i 2010, da EU, Den Internationale Valutafond (IMF) og Den Europæiske Centralbank (ECB), den såkaldte trojka, stod klar med en lånepakke på 110 milliarder euro (820 milliarder kroner).

Da det ikke var nok, var Grækenland faretruende tæt på at forlade eurozonen, men landet fik endnu en redningspakke i 2012 til en værdi af 130 milliarder euro (970 milliarder kroner) inklusiv en afskrivning af gæld i den private sektor.

Den græske økonomi har været i recession i seks år, og arbejdsløsheden ligger på omkring 25 procent.

Den anden lånepakke udløber i slutningen af 2014, men der er en stærk tro på, at Grækenlands svækkede økonomi vil få brug for mere eurohjælp.

Kreditorerne er bekymret for, om landet har råd til at opfylde sit store afdrag på lånene, der forfalder til næste år.

Regeringen forventer dog, at der vil være en lille vækst i 2014 sammen med et lille overskud på de offentlige budgetter.

Tidligere på måneden blev Irland det første euroland, der forlod et låneprogram. Trods udbredt tvivl lyder meldingen fra Portugal, at det sydeuropæiske land agter at gøre det samme.

Beboere i Grækenland og regeringen sætter næsen op efter, at landets turister snart vil vende tilbage til landet og dermed være med til at redde den skrantede økonomi.

/ritzau/AFP