Grækenland får ja til forhandling om nyt støtteprogram

Skrevet af admin

16/07/2015

Mest læste i dag

Eurogruppen har truffet en principbeslutning om at indlede forhandlinger om et tredje støtteprogram for Grækenland, hedder det i en udtalelse.

Det sker, efter at det græske parlament natten til torsdag har opfyldt første del af betingelserne for at indlede forhandlingerne, sådan som det blev aftalt på det 17 timer lange eurotopmøde tidligere på ugen.

Her stemte et stort flertal på 229 græske parlamentsmedlemmer for de første fire love i en omfattende pakke af reformer, der skal bane vej for en ny hjælpepakke på op til 86 milliarder euro - 645 milliarder kroner - til det kriseramte land.

64 medlemmer af parlamentet stemte imod.

Eurogruppen, der består af de 19 eurolandes finansministre, hilser efter et telefonmøde torsdag beslutningen i det græske parlament velkommen.

Samtidig konstaterer finansministrene, at EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond finder, at Grækenland har gjort som aftalt og til tiden.

I en skriftlig udtalelse efter mødet hedder det, at eurogruppen derfor i princippet har besluttet at tilbyde Grækenland et treårigt støtteprogram, når det også er godkendt af eurolandenes nationale parlamenter.

Den tyske forbundsdag ventes således fredag at stemme ja til at indlede forhandlinger om et nyt græsk støtteprogram.

Når de nationale procedurer er gennemført, ventes Den Europæiske Stabilitetsmekanisme, ESM, inden ugens udgang at træffe den formelle beslutning om at bede de tre institutioner om at indlede forhandlingerne.

ESM kaldes populært eurolandenes redningsfond, og den har eurolandenes finansministre som bestyrelse. Formanden for eurogruppen, den hollandske finansminister, Jeroen Dijsselbloem, er også formand for ESM.

Men selv om eurolandenes finansministre nu har truffet principbeslutningen om at indlede forhandlinger om et nyt støtteprogram, er der mange flere løfter, som Grækenland skal levere på i den kommende tid.

- Eurogruppen opfordrer de græske myndigheder til hurtigt at vedtage det andet sæt af tiltag 22. juli som forudset i udtalelsen fra eurotopmødet, hedder det i eurogruppens udtalelse.

/ritzau/